23948sdkhjf

Butikskæden Normal får rekordresultat

På trods af corona, krig og inflation har Normal sikret sig fremgang på både omsætning og resultat

Butikskæden Normal slår rekord på både omsætning og resultat.

Det viser Normals nyeste regnskab, som netop er blevet offentliggjort fredag.

I regnskabet fremgår det, at resultatet lander på 463 millioner kroner for regnskabsåret 21/22. Omsætningen er også vokset betydeligt og er på næsten 4,5 milliarder kroner.

Året inden var overskuddet 275 millioner kroner, så der er tale om en fremgang på næsten 70 procent.

Resultatet er blevet påvirket af både corona, krigen i Ukraine og den høje inflation, skriver ledelsen i regnskabet.

- Men da vi har været i stand til at håndtere udfordringerne på en passende måde, vurderer vi ikke, at virkningerne af disse udfordringer er væsentlige for det finansielle regnskab, skriver den.

Normal har løbende åbnet nye butikker og i slutningen af regnskabsåret 21/22, havde kæden butikker i seks lande, herunder de nordiske lande, Frankrig og Holland.

Antallet af Normal-butikker er i løbet af regnskabsåret øget 34 procent til 411 butikker. Det skriver ledelsen i regnskabet.

Og ledelsen har ingen planer om at stoppe ekspansionen. Målet er at åbne omkring 200 nye butikker om året, så det samlede antal kommer op over 1.000 butikker. Det siger Normals administrerende direktør, Torben Mouritsen, til Finans.

Ifølge mediet har Normal i dag 456 butikker og er senest åbnet i Portugal.

Normal sælger blandt andet kosmetik og personlige plejeprodukter.

Virksomheden blev stiftet i 2013 af den nuværende administrerende direktør Torben Mouritsen og hans makker Bo Kristensen. Den første butik åbnede i Silkeborg.

Efterfølgende har de fået Anders Holch Povlsen, der er blandt Danmarks rigeste, med i ejerkredsen. Ifølge cvr-registeret ejer han i dag 71 procent af selskabet.

Også Løvens Hule-investoren Jan Lehrmann er en del af ejerkredsen.

Navnet, maskotten og markedsføringen har filminstruktøren Søren Fauli været med til at udvikle.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078